Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hunden. Af C. A . Hofman-Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvilke Folkeslag der først have haft tamme Hunde, lader sig heller
ikke eftervise, men at der har været tamme Hunde baade i den gamle
og i den nye Verden længe førend den historiske Tid, er sikkert.
Allerede i Jordlag fra den locæne Periode har man fundet Rester af Hunde-
familien. Disse Fund tyde hen paa, at Hundene gennem forskellige Overgangsformer
ere fremgaaede af Viverrerne og disse igen af Maarene, som paa den anden Side
med Odderne som Mellemled ere Stamfædre til Sælerne.
Som en senere Stamfader til Ulven og altsaa ogsaa til Hunden kan nævnes Hule-
ulven (Canis spelaeus) fra Diluvialtiden.
Japetus Steenstrup har paavist, at der i Stenalderen har levet en
tam Hund her i Landet, idet han har fundet Levninger af den i
Køkkenmøddingerne; det var en mindre Hund, som rimeligvis har
lignet en af vor Tids Schæferhunde. Broncealderen havde atter sin
Hundetype, der var større og især mere højbenet.
I gamle ægyptiske Grave finder man Afbildninger af forskellige
Hunderacer, hvis Afstamning man mener at kunne henføre til den
store Sjakal.
Endnu kan nævnes den australske Vildhund Dingoen, et af de faa Pattedyr i Au-
stralien, som ikke hører til Pungdyrene. Den ligner nærmest en kraftig Sjæferhund.
I Levemaade ligner den mere Ræven. Man mente tidligere, at den ikke parrede sig
med den tamme Hund. Dette er man dog kommen bort fra igen. I Begyndelsen af
Halvfemserne havde vor zoologiske Have et Kuld Hvalpe efter en Dingo og en islandsk
Hund, og disse vare avledygtige. Desværre døde de alle i en Hundesygeepidemi.
Gaar jeg nu over til Beskrivelsen af den tamme Hund, hvoraf der
findes over 200 Racer af højst varierende Udseende og med forskel-
lige Egenskaber, saa kan man begynde med at paapege en Ting, som
er ens for dem alle, og det er den Ejendommelighed, at de alle have
Tilbøjelighed til at krumme Halespidsen opad og faldende skævt til
venstre Side, hvilket ikke træffes hos nogen vild Art. I øvrigt kan
det falde vanskeligt at give Karakteristik af Hunden i Almindelighed.
Linné har forsøgt at give en saadan baade træffende, morsom og
kortfattet. Den lyder saaledes:
»Æder Kød, Aadsler, melede Plantestoffer, ikke Urler, kan fordøje
Knogler, brækker sig, naar den har ædt Græs; forretter sin Nødtørft
paa Sten, lader sit Vand til Siden, i godt Selskab ofte hundrede
Gange; drikker labende; har en fugtig Næse, stærkt udviklet Lugte-
sans; løber skævt; træder kun paa Tæerne, sveder meget lidt, men
lader Tungen hænge; før den lægger sig gaar den rundt om sit Leje;
hører i Søvne temmelig skarpt og drømmer. Tævehunden er drægtig
i 9 Uger, faar 4—8 Hvalpe; Hannerne ligne mere Faderen, Hunnerne
Moderen. Er fremfor alt tro, Menneskets Husven; logrer med Halen,
naar dens Herre nærmer sig, vredes ikke, naar han slaar den. Gaar
Herren, løber den foran; hvor Vejen deler sig, ser den sig om; lær-
villig til at lede efter, hvad der er tabt; gør sin Runde om Natten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
