Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Smerten gjør Friedrich von Hardenberg til digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
gere skuer de end de blegeste af hine talløse hære;
uden at trænge til lyset gjennemskuer de et elskende
gemyts dybder, hvad der fylder et høiere rum med
usigelig vellyst. Priset være verdensdronningen, den
høie forkynderinde af hellige verdner, salig
kjærligheds pleierinde! Hun sender mig dig, ømme
elskede, nattens elskelige sol. Nu vaager jeg, thi jeg
er din og min; du har forkyndt mig natten til at
leve, gjort mig til menneske. Fortær med
aands-glød mit legeme, at jeg luftig kan blande mig
inderligere med dig, og at saa at brudenatten maa
vare evig."
Natten er bleven digteren et billede paa det
indadvendte, evig uforgjængelige, sande liv, fordi
han har erfaret, at veien til dette gaar gjennem
dødens nat. Derhen er den elskede gaaet foran ham,
derhen maa han følge efter, for uadskillelig at bli
forenet med hende.
Dødslængslen, som træder os imøde i
dagbøgerne, faar her sin poetiske forklaring, viljen
samler sig hel om dette: at følge den elskede i døden,
ihr nachzusterben. Dette er det stadig
tilbagevendende tema i de 4 første af nathymnerne.
I den ßte udvider digterens synskreds sig til at
omfatte hele menneskeslegtens levnetsløb, og i glim-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
