Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Smerten gjør Friedrich von Hardenberg til digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
I dugdraaber vil jeg synke ned og blande mig med
asken. — Mindets fjerne steder, ungdommens
ønsker, barndommens drømme, hele det lange livs
korte glæder og skuffede forhaabninger kommer i
graa klæder som aftentaager efter solens nedgang.
I andre regioner slog lyset op sine glæderige telte.
Skulde det aldrig komme tilbage til sine børn, som
med uskyldens tro længter efter det?
Hvad ud vælder paa engang saa anelsesfuldt
under hjertet? Hvad holder du under din kappe,
som usynlig for mig dog kraftig trænger ind i min
sjæl? Kostelig balsam drypper af din haand, af dit
valmueknippe. Gemyttets tunge vinger løfter du
op. Underlig og uudsigelig føler vi os bevæget;
et alvorligt aasyn ser jeg, glad forfærdet, som mildt
og andagtsfuldt bøier sig ned til mig og under
uendelig sammenslyngede lokker viser mig vor
moders kjære ungdom. Hvor fattigt og barnligt synes
mig lyset nu, hvor glædelig og velsignet dagens
afsked. — Altsaa kun derfor, at natten vender de
tjenende aander fra dig, udsaaed du i rummets
dyb de lysende kugler, for at forkynde din almagt,
din gjenvenden, i de tider, du var borte? Mere
himmelske end hine lynende stjerner tykkes os de
uendelige øine, som natten har aabnet i os. Læn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
