Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Heinrich von Ofterdingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
meneskelivets rigdom paa undere, at aabne blikket
for den himmelstige, der knytter baandet mellem
slegterne paa jorden og de himmelske aander, at
vække sansen for de svundne slegters liv — det
er Novalis’ hovedtanke i Heinrich von Ofterdingen,
en tanke, som forskjellig modificeret kommer igjen
hos alle de digtere i vort aarhundredes første
halvdel, der har faaet sin indvielse gjennem de tyske
romantikere.
Novalis havde selv sagt til Tieck, at hans
roman skulde falde i to dele: i den ene vilde han
vise, hvorledes Heinrich blev udviklet til digter, i
den anden, hvorledes han blev furklaret som digter.
Nøglen til romanens forstaaelse har man fundet
i det eventyr af Klingsohr, hvormed 1 ste del slutter,
et helt igjennem allegorisk, paa fine enkeltheder rigt
eventyr, digtet efter det goetheske mønster
(„Mähr-chenCi i Unterhaltungen deutscher Ausgewanderten,
som først offentliggjordes i Schillers Horen 1795).
Klingsohrs eventyr gir en fantastisk fremstilling
af en kommende guldalder, et tusindaarigt rige, som
vil komme, naar denne prosaiske, den overfladiske
nyttemorals tid er afløst af en ny tid, en herlig tid,
en gylden tid med dunkle, uendelige øine, en
profetisk undergjørende tid, som vil vare evig, naar den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
