Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Heinrich von Ofterdingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
slog sit ensformige tik-tak, udenfor de klirrende
vinduer suste vinden, af og til blev kammeret oplyst
af maanens straaleskjær. Ynglingen laa urolig paa
sit leie og tænkte paa den fremmede og hans
fortællinger.
„Ikke er det bergets skatte, som har vakt saa
usigelig længsel i mig," sagde han til sig selv, —
„nei, fjernt fra mig er havesygens fortærende
lidenskab; men den blaa blomst længter jeg efter at
skue. Den ligger mig uafladelig paa sinde, og
jeg kan ikke digte og tragte efter noget andet.
Slig har jeg aldrig før været tilmode; det er, som
om jeg før havde drømt, eller som om jeg havde
slumret over i en anden verden; thi i den verden,
som jeg ellers leved i, hvem vilde dér ha bekymret
sig om blomster! Og om en saa sælsom lidenskab
for en blomst har jeg aldrig nogensinde hørt."
Her har Novalis anslaaet tonen, som klinger
igjen i hele den romantiske literatur: efter den blaa
blomst længter og higer mennesket, efter noget
skjønt og herligt, som er langt borte; det kan hos
de forskjellige digtere faa forskjellige navne: idealet
— himlen — det tabte paradis — en ny himmel
og en ny jord. Hos Ingemann t. eks. synger Prokne
(sjælen) ud sin længsel efter et bedre land, hjemmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
