Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lyslokkede Hoveder og sølvhvide Hoveder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjemmet.
90
Paa sin ensomme og dunkle Sti bliver han let et Bytte
for Tungsind. Han begynder at bøie Ryg under Byr
den og tro, at Livet er slet, at vi er kommet hid for
at miste vore lyse Drømme, stække vore Vinger og
hige efter det, vi ikke kan naa. Ja, Alderdommen har
sine store Fristelser, og eftersom vi er blevet saa vant til at
sige," «at, naar Enden er god, er alting godt», kunde
vi lettelig komme til den Slutning, at Livet selv ikke
kan være godt, siden det saa ofte ender saa slet.
Er der nogen, som har Trang til Trøst og Op
muntring og til saa at sige at bæres paa Armene, saa
er det den Gamle. Han maa derfor mere end nogen
anden søge hen til Livets Kilder. Men Barnet er et
af Haabets herligste Udslag, ja et Glimt af selve Gud
dommen. Svigter vore Kræfter, mister Øinene sin Glans,
lad os da ty til Børnene. De er Guds Sendebud tij
de Svage. Lægger vi bare nøie Mærke til dem, gaar
det op for os, at alt ikke er forbi, og at Synet af det
spirende Liv gjør os mindre følsomme for, hvad vi selv
har mistet. Hvor. beklager jeg ikke dem, som i sit
Livs Aften ingen Smaabarn har omkring sig, men end
mere beklager jeg dem, som ikke har Sans for, hvad
der foregaar mellem de Smaa. De gaar Glip af en af
Livets herligste Skatte. De kvæles formelig af sin egen
tørre Fornuft.
Du har vel hørt tale om gode Feer, som kommer
ind gjennem lukkede Døre og Fængselsmure. Afstan
dene holder dem ikke borte, Afgrundene skræmmer dem
ikke. De gaar sin usynlige Gang uden at lade sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
