Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Féens Fingre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjemmet.
146
som gaar sin Mor tilhaande, lige til Bedstemors rynkede
og skjælvende Hænder, som sidder og strikker, skjønt
Øiet er dunkelt, vær velsignet Søstres, Hustruers eller
Mødres Hænder! Af alle de herlige Billeder Gud har
givet os paa sin Godhed, kommer intet op herimod.
Thi ikke alene kan I gjøre Hjemmet lyst og lunt, op
vise rene Undere af Selvfornegtelse og Mod, men I er
til og med gode og medfølende. I vort Livs Morgen
bærer I os i Eders Arme; I leder vore første Skridt,
I tørrer vore Taarer. Senere i Livet lægger 1 Plasteret
paa vore Såar saa forsigtig, at vi glemmer at stønne,
naar det er Eders Hænder, som forbinder dem.
Ethvert Billede maa have Skygge. Den skal hel
ler ikke mangle her. Men den skal være lys og have
to tilsvarende Karikaturer. Den ene er hentet fra det
stærke, den anden fra det smukke Kjøn.
Først ser jeg Hr. Gemalen som den, der ind
bilder sig, at Feens Fingre er skabt ene og alene for
at staa til hans Tjeneste. Af de utallige, underlige Dyr,
som Menneskehedens Raritetssamling indeholder, fore
kommer den ; tyranniske Ægtemand mig aller latterligst.
Vanskelig, egoistisk og stadig tilhest paa sine Rettig
heder regner han Hustruen for sin Slave. Hensyn
kjender han ikke. Hans egen Bekvemmelighed gaar
foran alt andet. Ikke en Tøddel af den Byrde, som
hviler paa Husrrioderens Skuldre, vil han bære, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
