Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Naar Fuglene forlader Redet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naar Fuglene forlader Redet. 193
Børn fra os. En efter en forlader de Hjemmet, først
midlertidig, senere endelig. Der bliver tomt rundt
Amen; ved Bordet bliver den ene Plads efter den
anden ledig, indtil der er ganske ensomt i Hjemmet.
De Gamle anser sig lykkelige, om de faar Lov at be
holde ét Barn hjemme. Men selv det er ikke engang
altid muligt.
Det er saare trist for Tanken, og jeg forstaar saa
vel, at hver og én gjør sit Yderste for at hindre det.
Hvor det lyder naturligt dette: «Lad os aldrig skilles,
lov mig det!»
Men hvad vilde det føre til, om vi ikke overvandt vor
Angst for at skilles? Jo til en Dvaletilstand, en ustan
selig «paa Stedet Marscfox^ Familien__vildfL. miste sin
Berettigelse, Opdragelsen sin Hensigt. Alt til sin Tid !
Vi skal fryde os ved Hjemmet og tilegne os dets Aand,
men senere i Livet maa vi drage ud og nyttiggjøre,
hvad vi har lært hjemme. Det er for Livet, vi op
drager vore Børn. Skal de naa sit Maal, maa de ud
vide sin Synskreds og se lidt af Verden.
Naar vi betænker, hvor haardt det falder at for
lade Hjemmet, synes de Forældre at handle ret, som lader
Børnene opdrages udenfor Hjemmet lige fra den spæ
deste Alder. Kan den, som vil opdrage Barnet til en
fri og selvstændig Karakter og en god Verdensborger,
opnaa det bedre end ved at unddrage det Hjemmets ømme
n — Hjemmet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
