Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Naar Fuglene forlader Redet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjemmet.
194
Baand, som altid vil staa som en Hindring for dets Ud
vikling ? Gjorde ikke forstandige og fremsynte Forældre
vel i strax at sætte Børaene ud til Qpfostring for saa
senere at sende dem i Skolepensioner eller Klostre? De
undgik da at maatte savne sin Mors lune Skjød, efter
som de v aldrig havde kjendt det. Ved første Øiekast
synes denne Slutning aldeles slaaende. Men her har
vi en god Leilighed til at lære, at vi Mennesker ikke
lever af Fornuftslutninger. Det er nu engang saa, at
Savnet af de naturlige Goder, vi har den dybeste Trang
til, er størst hos dem, som aldrig har kjendt dem. En
gammel Krønike fortæller, at under Trediveaarskrigen
faldt der nede i Tyskland en ung Mand, hvis sidste
Ord var: «Jeg sørger ikke over Livet, men jeg sør
ger over, at jeg aldrig har ’smagt et Stykke Brød.» Og
hvem kjender ikke Jernmaskens Hjertesuk: «Jeg har
aldrig kjendt en Mors Kys.» Alle kunstige Goder kan
vi derimod lettelig undvære. Aller heldigst er det slet
ikke at lære dem at kjende. Men Familielielivet og
Hjemmets velgjørende Hygge er Livets største Goder.
Vi har Trang til at vugges i en Mors Arme og voxe
op under en Fars Blikke. Kyllinger kan til Nød ud
klækkes i kunstige Apparater. Men for Menneskene
gives der ikke den Ting, som kan erstatte et Hjem.
De mest storartede Opfindelser, som gjøres for at er
statte det, er bare Surrogater. De Børa er saare at
beklage, som voxer op udenfor sit Hjem og uden en
Mors rige Kjærlighed, hvor udmærket de saa i alle
Maader har det. Hele Livet føler de sig kolde om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
