Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Naar Fuglene forlader Redet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naar Fuglene forlader Redet. 207
Vi er nu færdige med Afskeden og hvad dermed
staar i Forbindelse ; lad os da til Slutning løfte vor
Betragtning mod noget høiere, mod det, som aldrig kan
skilles eller gaa tilgrunde. Der gives et Baand, som
hverken Skilsmissen kan bryde eller Afstanden løsne, og
det er Sjælebaandet. Jo mere Livet skiller, des fastere
knyttes Lænken. Skilsmissen er en Skole, hvor vi lærfer
at rette vort Blik mod de usynlige Ting. Det Ord
sprog er slet, som siger: ude af Øie, ude af Sind.
Det gjælder bare usle Hjerter og afblegede Villier. Jeg
taler til vore ædleste, mest ophøiede Følelser, naar jeg spør
ger : Hvem indtager i Familien de bedste, de kjæreste
Pladse? De Fraværende. Jo fjernere de er, des mere
bliver de elsket. Og hvad er det, som i den Fraværén
des Hjerte indtager den inderste Krog? Er det ikke
Minderne? De lyse Minder fra Hjemmet? Du milde
Straale paa vore dunkle Stier, du følger os overalt og
lyser for os, du er en Talisman, vi ikke vilde bytte for
Alverdens Klenodier.
Det er bælgmørk Nat ude paa det vilde Hav. En
Matros har Vagt. Stormen pisker hans Ansigt, og Bøl
gen sender ham sit salte Skum. Ikke en Stjerne paa
Himlen. Overalt knugende Ensomhed. Kun Hav og
Luft. Men i Sømandens Bryst lyser en Stjerne. Han
drømmer. Han er atter hjemme. Han ser sin Mor
sidde og arbeide under den kjendte Lampe, mens hun
opsender stille Bønner for ham, som pløier Oceanets
Bølger.
Og den, hun henvender sig til, er nær baade hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
