Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Minder og Traditioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjemmet.
232
har en Følelse af, at de er blevet afskaaret fra Forbin
delse med Familien og forglemt et eller andensteds, og
det er os formelig en Smerte, at Livet kan gaa sin
vante Gang uden dem.
Deres Billede er endnu ikke fra Graven steget op
til hine lysende Egne, hvor Forvandlingen skal foregaa.
Lad os anstrenge os for at fjerne det Sørgedække, som
indhyller dem, og for at befri dem for de uhyggelige og
smertefulde Træk, som Sygdommen og den sidste Strid
har sat i deres Ansigt. Lad os søge at give dem deres
vante Udtryk tilbage. Dermed vinder vi ogsaa en Seir
over Døden, idetmindste over det grufulde, den fører
med sig. Den maa ikke faa Lov at skjæmme vore
Kjæres Ansigter. Det er baade vor Ret og vor Pligt
at arbeide mod dens Tilintetgjørelsesværk. Vor Tro paa
Gud og Sjælens Udødelighed og vore varme Følelser for
de kjære Døde gjør, at vi kan udslette ethvert Spor af
Tilintetgjørelse, de i Dødsøieblikket havde. Døden
giver os Beviser nok paa vor Skrøbelighed og For
gjængelighed. De Beviser skal vi lade staa, hvor det
gjælder det forfengelige og onde i os og om os. Det
er Dødens Bestemmelse at tilintetgjøre alt det og anvise
det sin Plads mellem Møl og Rust. Men vi gjør Uret,
om vi udstrækker det til -vort Indre, til det, som er
guddommeligt og uforgjængeligt. Der gives Ting, Døden
ikke har nogen Magt over.
Alt det gode her i Verden har til Opgave at yde
hinanden gjensidig Støtte. Elsker vi virkelig nogen,
kan han umulig helt forsvinde for os, fordi om han dør.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
