En Sol steeg op
Paa Himlens Top,
Den Eumenidens Fakkel tændte.
— Hver følte vistnok, hvor den brændte —
Men, o Triumph! Fra Himmelbuen
Neddaler den i Vestens Søe:
Neddæmpet er alt Helvedluen:
Den slukkes ud — Der skal den døe!
Nu Aftenrødens Skyer svæve
Om dens, alt variable, Glands;
Et Jubelraab vi glade hæve
For frelste Træes end friske Krands!

        Vi glæde os til denne Stund,
        Da Straaler den ei sender flere
        Og ønsker dette Ene kun:
        Gid hede Sol ei komme mere!
        Vi ellers kunde risikere,
        At den vort unge Træe opsved;
        Men, saasom det vist skeer ei mere,
        Saa, skjønne Sol, far hen i Fred.