Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XXII. Stella i Verkenskjole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
xxn.
STELLA I VERKENSKJOLE
Snart, Stella, du seer mig i Vadmel, svart eller hvidt.
Hvis Farven var munter, jeg dækte mit Hjerte med Løgn.
Se, Latter i Kummer er Vanvid: Landsforraad er,
i Fremmedes Regnbutøi spotte sit fattige Land.
Selv gaacr Britten sort, i en Dragt saa snau som Navnet: Kitt Wren,
fim, glindsende, som en Hugorm.
Det er hans Gnid, som glindser i hans Klæde,
den sorte Farve er Synderne, Guidet udsvider.
Sort han sidder hist paa sin lysegrønne Strand, medens her
— Hei! — Nordboen løber under
sine alvorlige Fjelde, klædt i Lapper
(ak Harlekins!) Britten har ophængt paa Kysten tvertsover.
Snart Stella, du seer mig i Vadmel, sort eller hvidt.
Ja, hvis kun min nordiske Skrædder vil Vadmelet sye.
Dit Smiil forbinder tusinde Såar, Lorgnetterne
ville indsvide i min Ryg,
imens en Spraglet hvidsker: har Han en Guldharpe,
som (jeg troer det) gaacr svøbt i Bark?"
Stella spænder det Lams Uld,
jeg ifjor fik til at blomstre
ved Hegløv og Salt, paa Væverstolen.
Ak, ak, mit Hjerte slaaer saa hurtigt som Spolen!
Søde Fingre, ei jeg ynker
eder meer end Engle, som synke
ned til Jord for en Dyds Skyld, nær
uddød — her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
