Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Spaniolen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320 Digte
Scenen
for Katastrofen i nærværende lille Digt, som her, efter en Revision, og med
Musik, atter forelægges Publikum, er under et af vore Jothunfjelde, den for sine
Snestorme berygtede Fannarauk", d. e. Fannforøgeren, Snesamleren, et frem
springende, bastionformet Udenværk til Horungtinderne. Man faaer maaskee et
Begreb om Situationen af følgende Træk af de Forord, der ledsagede den første
Udgave: derunder gaacr Lomværinges og Sogningers frygtelige Vej til hinanden
over Sognefjeldets Alpørken, over Svaberg, lis og Sne, i Forgjængernes dybe
Spoer over Bræerne. Denne Steenrøs og denne der og hiin hist betegner den;
men hiin Røs ude paa Fjeldørkenen er et Mærke hvor En dræbtes i gamle Dage
eller fandtes død, begravet af en pludselig Sne-Iling fra Fannarauken. I Nordost
Kongsoxletinderne, efterhærmende Horungernes Alpformer; disse i Syd i tre
Taarnkolonner; midtimellem begge Fannarauken, fjerntfra lignende en uhyre, en
Verdens kulsorte Liigkiste med et nedrullende Lågen; nærmere synes Laaget
meer og meer at brækkes op i en Spids, som om den Døde vaagnede der
under; og se, der reiser han sig — et Skygespenst eller den rædsomme
Fannrøg. . . Kun i det Fjerne blaaskuldrede, hjelmrundede, kaabehvalte Fjelde ;
nærved Alt hvidt, sort, trodsigt, tindet. De ligne sortkalottede, hvidkaabede,
strenge, coeliberende Prælater, men midtimellem throner Fannarauken som en
bister Pave — de side hvide Arme talende udstrakte, Aftensolen giver Toppen
Tiaraens Purpur — Hine Blaaskuldrede, Hjelmrundede ere læge Riddersmænd,
der fjerne sig ærbødigt. Det er et Hildebrandskoncilium. Her afgjøres Spørgs
maalet om Jordens Alder.
Der under Fannarauken sad jeg; — under et skrøbeligt, rødmalet Kors,
hvorpaa stod malt den venlige, men ofte forgjeves fulgte Advarsel:
„ Skynd dig! skynd dig! fly som en Hind!
Se hvor det griner bag Fannarauktind I "
, . . Stedet blev uhyggeligere, Advarselen vægtigere jomere jeg saae paa Kor
set, paa Dødsmærkene henne paa det Øde, paa de taarnede Fanner. Men min
Veivisers Fortelling om hvorledes det gaaer til naar Fannen ryger løs, bandt mig.
Det er en Explosion — umuligt at se for sig, snart umuligt at stolpe længer frem.
Da være Gud En naadig. Stormen løsner de opad den sorte Side dyngede
Snefanner, saa de, rygende om Toppen, give Jøkelen Udseendet af en Vulkan.
Derfor udlægges ogsaa dens Navn som Fannrøgen" o: Fjeldet, der ligesom
ryger af Snefanner, af „Fannrøg".
..Saaledes — fortalte Dølen — fulgte jeg nys en Udlænding hidover fra Sogn,
en rask, mørklét Karl, der vilde til Snehætten. En liden hvid Sky laa paa
Fannarauk, men det var ikke andet end en svag Røg af en Fann, der begyndte
at røre sig. Men snart kom den hele Fannrøg. Gud fri os! Den Fremmede
holdt mig i Kofteskjødet for at kunne see og følge mig. Hid kom han, men ikke
længer. Ugen efter fandt jeg ham død, omfavnende Korset. . ."
Jeg havde lagt Hovedet i Haanden. Det blev stille. Kun den æselgraa,
æselvesle, men dromedarstærke og sikkre Dølehests Pusten i det brune Græs
hørtes af og til. En Time efter hørte jeg min Døl raabe sit Afsted!" Dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
