Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kari Alfstad (Idyl)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378 Digte.
den kalder ogsaa Svenden, som saa længe bier,
— skjøndt den er bedste Frier, som længst af Alle tier.
Ak! denne norske Sorgklang ei din Kaven faaer
af Skogens mørke Stille;
men i enhver dens Trille
dit unge Hjerte af en unævnt Længsel slaaer.
Ungersvend.
Se, se paa Alfstadbakken en Falk sin Vinge slog!
— Det glimred, det sortned, det hvifted.
Alf stadalfer.
Eijo! det var Karis flaggrende Lok.
Fagert Håar har vor Herskerinde — se du Ungersvend!
Røst.
Dit Øie, Jomfru — skjøndt saa klart som Dag i Vaar —
er dog kun Sjelens Skygge; din Skjønheds er dit Håar.
Bag Bakken hist du iler at tvette det i Bækken?
Ah, troer du dig da ene blandt Roserne i Hækken?
at Ingen den sladdrende Bølge forstaaer?
Du veed ei, at din forelskede Sanger
blot spænder sin Harpe, det Guldnet, og fanger
hver Luftning, der med din Yndighed bolte,
da, nøgen som skyløse Skjærsommerdag,
paa Moselagen bag Hybensparlag
den skjødesløs sig ved Bækbredden solte;
og gjenskaber deraf i Luftspeil dit Bild,
og livner det hjemme hos sig med sin Ild?
— ja følger den Bæk gjennem Sjø gjennem Hav,
hvem du dig til Priis under Orrene gav?
— ja hører hvad Stenen,
du hvilte paa, veed, og om Alt hvad den saae,
— ja taler med Grenen,
du ophang dit Livstykke paa?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
