Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poesier - VIII. Det første Haandtryk - IX. Den første Omfavnelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189Digte.
Saa ømt og fast ei Aander to
kan sine Vinger sammensnoe,
saa flyder Flamme ei i Flammen
som vore Hænder hvilte sammen.
Mit Blod har siden da ei hvilt,
men stormende i Aaren ilt.
Har det da Sjel, som ei forglemmer?
Det Slaget end af dit fornemmer,
0, vore Hjerter længer maae
ei skilte ad, min Elskte, slaae.
De høje Stjerner saae og taalte,
at deres Aarer sammenstraalte.
IX.
DEN FØRSTE OMFAVNELSE
Kommer nu Sorger! knuger mit Bryst,
at det ei sprænges af jublende Lyst!
Himmel! med Uheld, Helved! med Qvaier
tæmmer dets Bølger! Thi der har hun hvilt!
Fiendenag
aabne dets Aarer! din Piilodd kun svaler.
Thi ved dets Slag
har hun jo zittret og smilt.
Sorgen har tabt sin Tyngde og Magt,
hvor hendes yndige Aasyn har lagt.
Sank hun den ned i sit svømmende Øje?
Dråk hun dens Gift med sin Mund? Thi jeg saae
Vemodets Smiil
bævende Skygger om Læben at bøje;
dunklere blaa
sværmede Øjnenes Ild,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
