Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olavus Kynsberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
!
1 OLAVUS KYNSBERG
Ocius tandem, miseri, nunc dextræ
oscula figite, nesciæ sinistram!
Adest occasio, manu nunc porrecta
gratiis primum vestris: festinate!
Gesvindt nu engang, I Arme, kysser denne Højrehaand, som ikke vidste
hvad Venstren gjorde.
Nu er der en Leilighed, nu da Haanden for første Gang er udstrakt for
eders Tak. Skynder eder derfor!
Ja, skynder eder, I, som have erfaret, at den trækker sig ilsommere til-
bage for dem, som ville takke, end den berørte Mimose I
Ve, bleg og stiv er jo denne Haand, Hungerens Brødkurv, de Ulykke-
liges Støtte!
Saaledes er det da, at hans tilhyllede Dyd modtager de for sene Kys
uden at rødme.
Men kysser den dog; thi Kys bedække Dødens Marmor med skygge-
agtige Blomster.
Charon sætter over ogsaa uden Skillingen, nåar en Tåare funkler paa
de hvide Fingre.
Han gav en Ven sin sidste Skilling, og ledte ovenikjøbet i sin tomme Lomme.
O ædle Hjerte, som Perlen, skjult for Livet, erkjendt først af Døden!
Nu straaler du i Himlens Kreds af Salige, du lyser klarere under Gra-
vens Muld.
Se, Aanden skinner igjennem denne steenagtige Bleghed med et livsaligt Smiil !
Det sorte Hav er rigere end Landene, rigere end Livet er Døden, Al-
tings Ejermand.
Men ingensinde bemægtigede den sig en herligere Aand eller et værd-
fuldere Hjerte ; ingensinde en meer ædelsteensartet Troskab eller et bedre
Godlunets Guid.
De Himmelske kjendte godt hans Aands Fortrinlighed ; de Ulykkelige
hvor ømt hans Hjerte var.
Men de Fleste forstode ham ikke bedre, end de pleje at forstaae dette
ophøjede Sprog.
Ja han var genifuld, overlegen og gediegen som Romernes Sprog.
Endnu i selve Himlene er dette stolte Maal hans Sjels, som det var paa
Jorden.
Derfor, skjøndt han visselig nok forstaaer den tause Smerte, som slaaer
i Hjertet, bruger jeg hans Yndlingsmaal, idet jeg sætter en sørgende Blomst
paa hans Grav.
Livet var ham saa sparsomt paa Blomster; skulde han ikke have en
eneste i Døden?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
