Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vaskerkonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte 315
glatte Fingre ned i Arbeidsklassens Pung. Dette være Forordene til denne
oversatte Vise om Vaskerkonen.
Paa Blegen hist hvor Elven rinder
Du Konen seer med hvide Håar,
den Flinkeste af Vaskerkvinder,
endskjøndt paa sex og sexti Aar.
Saa har hun stedse svedt og træt
sit Brød i Tugt og Ære ædt,
og udfyldt, mens hun mangt har taalt
den Kreds, som Gud har hende maalt.
For hende har det ogsaa vaaret:
hun elsket har og været gift.
Hun Qvindens Smerteslod har baaret
og i sit Aasyn Sorgens Skrivt.
Sin syge Mand hun plejet har,
ham Fire hun til Verden bar,
tilsidst i Graven ham nedlagt
og ikke Tro og Haab forsagt.
Hun sparet har og tænkt og grundet,
kjøbt Lim og vaaget mangen Nat.
Til Fiingarn har hun Linet spundet,
og i sin Vævestol det sat.
Til Lærred har hun vævet det,
brugt Naal og Sax derpaa saa net,
og med sin Fingers Natteværk
hun syet har sin Dødningsærk,
Den vil hun ei for Alting miste,
forvart i Skriin, paa Æresplads
den er det Første og det Sidste,
Klenodet, hendes Skat og Stads.
I den hver Søndag Morgen klædt
Guds Ord hun mindes mere ret.
Hun lægger varsomt bort den saa.
Snart faaer hun den for evigt paa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
