Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - † George Frederik yon Krogh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte 341
Hvormangen stolt Sjel kastede ikke dem begge i hans Arme?
Da vidste de forbausede Mennesker,
at der havde været en høi Aand imellem dem.
Trofast som Camoens’es Neger, der betlede for sin Herre,
er Døden vedhaanden naar Nøden bliver for stor.
Hvad betler han om for George? Fem Fod Muld af Jorden
for Den, som nu ejer en grændseløs Himmel.
0 læg ham under de Stene, I gave ham at æde!
En Engel vil græde Blod derover, og Gud lade en Rosenbusk
opspire.
De ere dog blødere end de Løibænke, hvorpaa hans Undermænd
hvile.
Der er Hjerter i disse Stene; thi de skjule hans Kummer.
Døden, den venjige Sorte, smiler ... 0, han maa vide en sød
Hemmelighed
Han maa have et blødt Hjerte; thi Jammeren tier ved hans
Bryst
Øinene synke igjen af Henrykkelse under hans Kys,
det eneste Kys i Verden, som tilfredsstiller og er trofast.
Det er et Øjeblik, hvori Himlen nedsænker sine Stjernekroner.
0 George, hvor din Pande straaler! Er Betleren bleven Aanders
Fyrste ?
Er det ikke Hjertelag, Geni og Ulykke,
Gud giver Udødelighedens fagreste Krandse?
0 George, da maa Du erholde trende:
en af ømme Violer for dit Hjerte, en af Laurer for dit Geni;
men Blomstens Navn for din Kummer er kun i Himlen kjendt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
