Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sujetter for Versemagere - II. Historikeren Munthes sorte Kat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422 Digte
Blik, for de Kløer, der ligesom gjennemrage hans Indre. Det er
den, hvorom han fortvivler; den han ikke tør røbe med en Mines
Zittren forat Katten paa hans Bryst ikke skal forvandle sig til
en Slange og stikke sit Hoved ind i hans Hjerte.
Men endelig efter tusinde Aar, i Sekunden da han ikke mægter
længer at bevare sin Hemmelighed under det qvalfulde Tryk, da
den vil forraade sig for det utaalelige Blik — endelig, i denne
Sekund faaer han Luft i et Skrig. Den Albarmhjertige hører det.
Paa eengang er det somom Himmelhvælvet revnede overalt under
indstrømmende Floder af Lys. Det knugende Uhyre flyer. Dø
dens Mellemrum er forbi. Aanden forlader sit Liig, og stiger op
mellem de Himmelske, hurtig som den stjernelige Draabe fra
Kildens Bund forener sig med den skinnende Overflade. Bjerge
skulde han bære i sin Flugt.
Vidunderlige Kat! du gjør mit Hjerte blødt med din milde
Strygen mod min Kind. Du sørger. Din Herre har forladt dig,
men hans Ven har fundet dig som en kjær Huusgud i et Tem
pels Ruiner. Stryg dig fortrolig mod min Pande, som du gjorde
imod hans ; thi maa du ikke da elektrisere hans Aand med nogle
af disse Funker, den udsprængte over Sagaernes gamle mørke
Ruller?
Der Geåchtete.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
