Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jøden. Ni blomstrende Torneqviste - II. De tre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22 Jøden
barske Filantrop, hvem Allah, Brahma og de Kristnes Gud
velsigne !
Der er bag det døde Hav en Ørken etsteds i det brændende
Syrien, som denne de Vantroendes Barmhjertighed har glemt —
ikke fordi den ikke har opdaget den, men fordi Allah har netop
ved Enden af Dagsreisen givet den et naturligt Karavanserai i en
uhyre Platan med Rum, Ly og friskt Vand for en heel Karavan,
om det skulde være. En Aften forsamlede Tilfældet derunder
en Mahomedan, en Kristen og en Jøde. Neppe havde Mahome
danen, en Mollah (Præst) våndet sin Hest, før en sort Flek i
Horizonten forkyndte ham en Fremmeds Ankomst. Det var den
Kristne, en Munk af det hellige Bjergs Brødre. Et Muulæsel bar
ham fra Haleb til Jerusalem. Salem aleikum!" sagde Mollahen
til Nazaræeren, som venligen gjengjeldte ham hans Hilsen i Guds
Navn. Allerede tindrede de første Stjerner, og Shakalernes Hylen
hørtes, da Jøden, en Rabbin fra Damaskus, umærkeligt — thi
han kom tilfods — traadte ind paa det lille Grønsvær, Kilden
havde fremlokket under Platanen. I Salomons Tid havde den
ogsaa opelsket denne, og som en god Fosterson havde denne nu
i Aarhundreder til Vederlag ernæret sin Fostermoder med sin
Skygge. Ligesom Mødre, der gaae i Barndommen, sang den
moderlige Kilde endnu stedse sin Ammevise. Ved dens Murm
len slumrede de tre Reisende, efter venlig Samtale, endelig ind
paa hver sin Side i hver sin Rodfordybning af det uhyre Træ,
og ved dens Murmlen vaagnede de ved det første Morgengry.
Ørkenen laa under sin Taage inden sin Horizont som et uhyre
violblaat Hav omcirklet af Bjerge fulde af Damaskus’s prægtigste
Roser. Paa eet Sted i Øst var det som om Engle syslede bag
et Rosenbjerg, og ståk gyldne Landser iveiret som til et Telt.
Solen var i sin Opgang, saae de tre Reisende. Det rørte sig i
deres Hjerter, deres Læber zittrede. Enhver af dem vilde hilse
Gud paa sin Maade; men ak! Enhver af dem frygtede for at
saare de to Andre. De havde vundet gjensidig Agtelse for
hverandre under Aftenens Samtale ; men nu — hvorledes skulde
den gode Mollah kunne lydeligen paakalde Allah uden at for
styrre Nazaræerens og den jødiske Troeslærers Andagt, og om
vendt. Og dog var Trangen til at udgyde sit Hjertes Følelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
