Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - „Tone.“ Maurits Hansens sidste Novelle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte70
Havde Døden Pennen revet,
før han endte, Ham af Haanden,
Tones" Slutning digtet blevet
var blandt Himmelske af Aanden
Elsket vilde de hans Tone,
Engelen som Bondekone.
Muntrere da var tilvisse
hans Fortællings Ende vorden.
Thi en serafinsk Novelle,
skjøndt begyndende paa Jorden,
ender ei ved Graven; denne
er kun et Kapitels Ende.
Tones Fryd, da Hjertet kunde
af sin Qval omsider briste,
da hun hørte selv hvorlunde
Mulden faldt paa hendes Kiste,
maatte Han i Skjaldetale
da i Engles Kreds afmale.
Hendes nye Skjønhed, dannet
i den gravnedsænktes Billed,
skabt af Lys med Skygge blandet,
Perlens ligt, saa skjært formildet,
skildred Han med Skjaldegaver
da for lyttende Serafer.
Og hvorlunde Himlens Fyrster
sig forelskede i Hende,
at et Bryllup med den Bedste
blev tilsidst Novellens Ende
— dette alt om Tone vilde
Han for Englene afbilde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
