Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Scene paa Christiania Theater paa Hs. Maj. Kongens ottiaarige Fødselsdag, 26 Januar 1844
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 153
falde og sig sammensamle,
og Han vil dem sende ned
over Carl Johans det gamle,
laurbærkrandste, elskte Hoved
som Velsignelser og Fred.
0, ere Folkets Velsignelser hans Livs søde Næring? Eller
ligge hans Livs Rødder i hans egen Sjels Menneskekjærligheds
Varme, saa de ere evig unge? .... Tilhest! Den gamle Konge
er tilhest! Nu knæler hiin Kreds af Folkets Ottiaarige og dets
Mænd reise sig . . Det røde Banner flagrer om ham . . Løven
flammer . . Afsted! Hil! Hil! Normannakonning, Hil! . .
Haanden hviler fast paa Sværdet,
Øjet over Folkefærdet.
Kongen speider. Han opdaget
Nøden har, som tyst har klaget,
men som nu i Hyttens Dør
smiler ved hans Syn som før.
— Ædelhjerte, har Du fundet
endelig din sidste Fiende?
ham, som Du imøde stunded,
ham tilsidst at overvinde?
Kongens Øje funkler saa,
sig i Rødme Kinden bader,
Haanden Sværdets Tag forlader,
arme Nød dens Hjælp at naa!
0, Folk! Guds Miskundhed er skeet med dig og din Konge:
at dine Ældste endnu besidde ham, som de i sin Ungdom elskede.
O Konning, om Du drog dit Sværd, skulde ikke det Mirakel
ogsaa ske, at det udsprang i Blomster? Laurbæret grønnes jo
om dets Hefte? O Konning, trin ind i Hytten! Den vil være
strøet med Skovens Eviggrønt af dens fattige Ejer, og den otti
aarige Bedstefader vil reise sig og sige: min Konge, hvil her!
Velsign mig! Jeg gaar foran herfra."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
