Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den engelske Lods. Et Digt - VIII. Lodsens Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den engelske Lods. 273
Ditfe Ul.
Ja saa fyrigt Anna sværmed
(og da smilte hun af Glæde)
at hun saae sin Moder nærmed
tidt sig til det vante Sæde,
hvor hun altid fandt dem Begge,
for paa dem sin Haand at lægge.
Hvad mig selv angaaer, jeg vilde
ei en Dag i Edens milde
palmekrandste Dale bytte
for en Time i min Hytte,
dersom blot jeg kunde glemt,
faaet vilden Tanke tæmt,
som bestandig efter Hende,
den Fortabte, hvorom Ingen
noget til Oplysning vidste,
sværmed uden Maal og Ende,
liig den Blinde, ført i Ringen,
hvori ei er Først og Sidste.
Altid standste den ved Døden,
som var sikkreste Beretning;
men med hvert et Morgengry
vaagnede den ufortrøden
som en ny og sikker Gjetning,
der fløi ud paa Jagt paany.
Sidste Gang Skjærsommertiden
— o! det er ei længer siden —
havde jeg min Francis ment
med sin Elskte at forene.
Brødet kunde han fortjene
med mit eget Lodspatent,
hvilket selve Admiralen,
om han slog sig nok saa galen,
ikke havde kunnet mægte
en saa gammel Karl at negte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
