Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den engelske Lods. Et Digt - VIII. Lodsens Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280 Den engelske Lods.
farvet var med Sminkens Blod.
Dog, saa godt som hun var malt
havde jeg igjenkjendt alt,
ved det første Blik jeg kasted,
og af hendes Stemmes Tone,
Mary Ann, min egen Kone,
Mary Ann, min egen Viv.
Men jeg satte Alt tilside;
kun min Søn tilhjælp jeg hasted.
Ak, tilhjælp? — nei, for at vide
om der skulde være Liv.
Ak, min staute, vakkre Søn,
alle Sorgers rige Løn,
som en Alderdom mig loved
mere end min Ungdom skjøn,
laa med sønderspaltet Hoved.
Af den skrækkelige Dag
ikke meer af mig erindres.
Thi, skjøndt Døden burde ventes
af de allertyngste Slag,
hvortil Grunden hisset hentes,
dog, ved Sløvheds ækle Plaster,
som sig over Vunden kaster,
ved en Sandsernes Bedøven,
ved en Tænkningens Berøven,
endnu længe den forhindres.
Da jeg syntes jeg blev vakt
af et venligt Haandtryks Magt
— Lægens Søgen om det svage
Pulseslag, der kom tilbage —
fandt jeg hjemme mig tilsengs
ligeoverfor et Billed,
som, fortrukket, kridehvidt,
kun af Anna havde lidt,
skjøndt det hende forestilled.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
