Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den engelske Lods. Et Digt - VIII. Lodsens Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284 Den engelske Lods.
>
at det ikke var min Datter,
som jeg talte til saa mildt,
raktes Synderinden atter.
Og hun greb den næsten vildt,
slåp den ikke førend Alt
under Graad og Krampelatter
var udøst, bekjendt, fortalt.
Kun i Omrids, Gentlemen,
kan jeg give det igjen,
som i Skilderier stedse,
hvori Djævelskab er malt,
det kun sees som lette Kredse,
ind i Skyggen dunkelt flyttet,
kun til nogle Streger knyttet,
men som dog, beseet nøje,
er en rædselsfuld Gestalt.
Og ved hvad jeg hørte stivned
af Forfærdelse mit Øje,
Hjertet standsede som kvalt,
Haaret reistes som belivet,
som der siges det skal skee,
naar Gespenster man faaer see.
Det var Helved ei med hvide
fromme Spøgelser opfyldt, —
nei, et luende forgyldt,
Helved fra sin Glimmerside,
Jordens Helvede, hvori
jeg den Aften blikked ned:
Helved, som det findes i
vore egne høje Stænder,
og som Folket ikke kjender,
skjøndt den allerbedste Ved,
hvoraf glimrende det brænder,
hvoraf det sin Næring suger
og uhyre Tal forbruger,
er dets Børns Uskyldighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
