Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jødinden. Elleve blomstrende Tornekviste - II. Blodet - 2. Jomfruen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330 Jødinden.
Men engang, da jeg fik høre,
min Formynder var tilstede,
tvang jeg ham mig did at føre,
hans Velsignen at udbede.
Ind vi styrted Begge; men
Leon, Han den Ømhedsfulde,
Leon, som jeg tænkte skulde
tåge allerførst tilorde,
knæle bønlig, som jeg gjorde,
Leon stod forknyt igjen,
mens hans Faders Knæ jeg alt
favnende med Kys bedækte.
Op de Gamle sprang forskrækte,
og jeg fra min Himmel faldt.
Taus og rød min Elsker stod
som en arm bodfærdig Synder.
Endelig, da efterhaanden
han fik samlet sig lidt Mod,
frem han en Forklaring stammed,
mens han snapped efter Aanden,
hvoraf klart nok jeg forstod,
at der i vor Kjærlighed
var en enkelt Ting, hvorved
han sig for sin Fader skammed.
Men hvad han, min feige Frier,
i Befippelsen fortier,
af hans Far jeg høre faaer,
som naar man det aabne Såar
i en giftig Edder bader.
I mit Hjerte og mit Sind,
er det brændemærket ind.
Hvad — udbrød min Elskers Fader
Hvad, min Søn, at Du kan bære
for dig Selv saa liden Ære?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
