Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jødinden. Elleve blomstrende Tornekviste - VI. Kvinderne paa Kirkegaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jødinden. 365
hvilket tvivlsomt Smiil, der klæber
sig til Alles Blik og Læber
ved den vakte Modidee!
Men mod Ordet Kirkegaard"
intet andet fiendtligt staaer.
Modbegrebet
af den Fred det indeholder,
ikke under Hjernens Folder
bleven er i Sjelen slebet.
Mellem Ordene det er
hviden Due, stjerneskjær,
som paa lydløs Vinge svæver,
hilset fro af Mennesket,
som paa Jord for Himlen lever,
og ærbødigt selv af det,
som for Navnet stille bæver.
Der paa Kirkegaarden er
Himlens Forgaard, hvor Enhver,
— Synder, Helgen, Ond og God —
bort sin værste Byrde kaster,
Legemet af Kjød og Blod,
og ad sine Veje haster.
Der de blege Dødsensfiender
hvile Side imod Side,
indtil Fjælene udglide,
Kisten knuses, Mulden rinder,
og de blande sine Been,
medens deres Kors deroppe
bøje sammen sine Toppe
under Sørgepoplens Green.
Der det Had, som lever efter,
taber lammet sine Kræfter,
og kan ikke komme længer
end til Portens tunge Gjænger:
Gjennem Hegnets sorte Gittre
blikker Øjet, Taarer zittre;
Skrinet synker stille ned,
Taaren efter, — Hådet med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
