Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sinclars Død, et Sørgespil i tre Acter - Efterspil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sinclars Død. 353
Lady Sinclar.
Meer ei! Godnat, Godnat!
Robin.
Godnat da! vi skal tænke
idrømme paa en Sang,
som Morgenrøden lystig,
som Sommeraften lang.
Anne.
Ja den om Nains Enke,
som bøjet og mistrøstig
ved Sønnens Baare stod.
Den er vel ikke lystig,
men Enden blier dog god.
(De kysse Ladyen paa Haanden og gaae.)
Lady Sinclar.
Kom, viis dig, skumle Aand, som deler
min Faders Borg med mig! Nu er det Tiden,
da I tør see tilbage i det Liv,
som I med Eders Uskylds Blod har plettet.
— En Udsigt, som jeg engang vil faae see:
en Udsigt som paa Kirkegaarden, da
en mosgrøn Bauta — som om den var evig —
er sat for hver en fuldudført Misgjerning,
sort Kors for hver en Udaadstanke, og
en sjunken Grav for hver en bortlagt Dyd.
Og under hvert af disse Minder ligger
saa sammenknuget, at det ei kan skrige,
et Hjerte, Hjertet. Jeg mig selv fordømmer.
Thi er det ikke sandt og rimeligt
— om strenge Puritaner raaber: Løgn!
at da Forbrydelsen ei evig var
(hvor kort at tænke: Mord? hvor snart at nævne
det Ord: Mord, imens man laver Bægret?
— sligt Et, som Broad-Albaine dråk, jeg mener —
Hvor snart, thi Hjertet sidder knapt en Tomme
Digterverker I. 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
