Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Phantasmer efter Ravnekrog-Poetens Manuscript - Første Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.372
mig til Poet ved en Formular af syv velsignede Ord; idet nem
lig han venligen trak sin Haand ud af min, sagde han med et
vemodigt Blik enten til Himlen eller til sit Qvistkammer: „God
nat! gjør sine Vers selv min Fa’r!" Jeg, ja jeg har fulgt dette
Raad saa bogstaveligen, at jeg bogstaveligen er gaaet fra min
stoute Brig, eller, endnu sandere, denne er løben saaledes ifra
mig, at den syntes først som en Galeas, saa som en Slup, saa
som en Jagt, saa som en Fiskerbaad, og nu som en rødmalet
Skibskiste, der nu er min hele Eiendom. I Kraft af hine syv
Ord fører jeg da nogle formummede Personer frem, (hvilke ud
gjøre Besætningen i min Skibskiste) for at krydre vort Lag, for at
de med deres lange Masker kunne skygge vor blanke Bolle, saa
vi ikke see vore egne Øiegnister og Næseblommer og Pande
torne og andre unødvendige Aggregater og Reliqvier fra Livet,
hvilke vi Alle have svoret, at lægge fra os udenfor, idet vi,
under Alderdommens graae Seil (der have saa fuld Vind mod
Havnen, at Rygmasten bliver en Bue, hvorpaa Plager trium
pherende kunne spadsere ned til Lænden og Griller triumpherende
opad til Hjernen) fore ind i det smule Vand, bag disse Vægge
(som kaldes et Fattighuus, fordi der staaer en tom Blok uden
for) før vi hvirvles, saa let som et Pust, ind igjennem Gravens
snoede Malstrøm, for, paa den anden Side, at flyde ind i det
stille Ocean, hvor kanskee en Englevinge giver det eneste Vind
pust fra sig.
Ak, jeg hvifter Jer allerede derhen eller idetmindste igjennem
et uendelig sqvulpende, talende Hellespont (hvor Ideer flyve kryd
sende hinanden, som Kuglerne fra de übevægelige Dardanelle-
Blokke, som uden Sigte affyres og splintre som oftest blot en
Række af Morgana Luftspeil) ind i Dødens sorte Havs Marmora-
Søe, Søvnen, hvor den meest despotiske og kaadeste og hvad
Caftanerne angaaer, den meest phantastiske af alle Sultaner,
Drøm-Ben-Midnat, strækker Scepteret udover.
Nu — dette tjene til Fortale! Vaagner op! Hei! Nu komme
mine formummede Personer: hver En af dem er et Portræt taget
med Storkesnabel. Trækkene blive mindre og mindre, saa vi
tilsidst i den nydelige mindste Form næsten troe at see os Selv,
naar de voxe til Middelstørrelse troe vi at gjenkjende gode Ven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
