Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skabelsen. 45
De vexle.)
om hvem der kan den største Ørken vinde!
Myrd nu; og, naar der ei er flere Liv,
naar sig Cajahel giver tabt, opsluger
hverandre Alle, thi jeg hader Eder,
om I mig tjene, da I leve, og
Cajahel — som om han mig spotted’ — aander
just vildest Liv i mine Former. Ha,
den Sidste døe af Ligenes gustne Damp!
Paany en Skabelse, paany en Kamp!
(Naturen udfolder sig ogsaa i disse Træk.
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
Cajahel.
Saa vise vi vor Kjærlighed Obaddon.
Thi Elskov er blot Kamp om hvem der kan i
indvortes Magt — saa en Nødvendighed
fremtryllet blier, som Tvistens Æble, der,
skjøndt Ingen seer det eller smager, troes
at voxe med hvert Aandedræt i fyldig
og gylden Rødme — den Anden overvinde.
Se Kjærligheden mildt afrunder
(ved Strøm af Følelser, som os indbilde,
idet de glide, under Cirkelløbet
fra hans og til mit Hjerte, os forbi,
at jeg foruden Ham, og uden mig
ei Han kan være) vore Drifter
og egne Tanker, der i Lueskarphed
sig hæve i vor Sjel og taale ei
med fremmed Ild at blandes. Ikkun Røgen
af begge Luer, Følelserne parre
sig frit, med Vellyst, med hinanden
og flette ovenover Fredens Bue,
hvor vore Attraaer mødes.
Derfor, Obaddon, mine Liv sig vænne
ved venlig Visnen til at døe; din Nat
af Morgenrødmens Bæger smager først
(hvor med min Sødme dens eget Bittre er blandet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
