Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51Skabelsen.
i Blodets Bølger, Morild liig,
vill’, hvergang at Obaddons hule Maane
Livsfloden suger gjennem Gravens Horn
(hvor rundtom Kanten Kramper blaane
og Svindsot sukker: o forloren! forloren!)
flux paa den ebbetørre Fjære (som
en Beenrad huul, forstenet, kold og tom)
sig stedse klarere isammenflette,
(da altid nye Livsflod vil dem tvette
ved finere Nervers Melkebølge) til
et favrere Morganaaandespil
— Se mellem begges Satser: Liv og Død
(Cajahels og Obaddons) mellem Blodets
strømmende Veltalenhed og Dødens Suk,
som en guddomlig Sandhed, Sjelen svæver,
og Kampen stedse højere den hæver.
Obaddon sværger ved sin Død saa vildt,
i stedse nye Troper snildt Cajahel
sophistisk søger den at fange; men
tilsidst naar Han sin skjønneste Figur:
et Menneske, har brugt, Obaddon sætter
et Mæle som et Udraabstegn bag efter,
og troer sin Seier vunden . . Ha,
I smile Aander? O hvor kom I fra?
Obaddon.
Kort Liv jeg lyser over Støvet.
Dets Liv et Aandepust, en Drøm kun være!
Og Dyret være blot en Blomst, som vandrer.
Saa Løven blot en Rose, som kan hyle;
og Nattergal et Natvioleblad,
som sukke kan og visne; Ørnen Siv
henveiret af en Sky. Hør: Hvad af Støv
er kommet, gjen til Støv skal blive!
Hvad jeg har skabt for Støvet kjæmpe saa,
at — o selv Støv er ikke dødt, men Græsset
naar det af gyldne Blomsterbægre
inddrikker Solens Straaler, synes drømme,
som i en Ruus, at det og Blomsterverdnen
4*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
