Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.110
maa bruge Taalmod til Skjold
og Kjærlighed til Fangevold!
0, jeg vil ei eftcr Seiren tørste;
men gjerne vil Ohebiel tye
ydmyg i Abiriels Lye,
og suge der med Tak sit Liv,
og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv!
knæle fra Dig, saalangt som Du
knæler fra Himlen nu;
men, naar Du reiser dig høi og stor
som før histhenne,
da skal Du kjende
Hvem Aanden var,
der dine Sorger i Støvet bar,
hvis Kjærlighed avled’ et Haab med din,
der krandsed1 vor Grav til en Bryllupsseng, hvor
vi Begge formæle os atter med
vor Evigheds Fred.
Ha, i din Seir Jeg min vil see,
og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ
mit Sejersraab:
Abiriel, haab!"
Salige Mand, hvis du kan finde
en skjønnere Hilsen til din Qvindel
Du kan ei? 0, da forenede vil
vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil
vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab:
«Menneske haab!"
(Ohebiel forsvinder i Qvinden, som vaagner,
og springer op.)
Eva.
(seende forskrækket iraod Himmelen.)
Lys! Ild!
Messias.
Ohebiel, fra Himlen forsvunden,
har sig til Jorden bunden.
Qvinden fik sin fornuftige Sjel
i Ohebiel.
(Adam vaagner, seer sig forundret om.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
