Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 139
violblaa Vei, hvor Solen gaaer,
fra Østens Hav til Bjerg i Vest;
men høist den hvælves med Straalefæst,
hvor Solens Altar og Manden staaer.
(De reise Altar for Stjernerne.)
Adam.
Vee, vee! Det falder tungt mig paa mit Hjerte,
og presser ud dets fulde Fryd som Sved:
mit Haab var Røg; hvi bygged jeg min Roe
paa Røgskyer, som ei bære kan et Sandkorn ?
Ha, kan jeg skabe mig en Himmel af
en Oxemaves Damp? Se Aftensvalen
jo kaster ned mit Offers sidste Aande,
skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen,
og nu Moradsets Huler sluge den,
og Tudser varme sig — o, som om Solen
forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar
som blussende af Fryd . . o eller Stoltned,
som om den giver mig sit Smiil og Livet
for Intet. O, hvi tænker jeg, ved Blodets
høitgnistrende Fakkel see min Angstes Gaade :
see Gud, som i Allivsens Kilde, Solen,
(som her i dette Hjerte Adam) boer, mens jeg
er flyttet til dens Udløb ud i Graven?
Hvi frydedes jeg, da, ved min egen Aands
Uvidenhed, jeg fandt der kunde være
i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred’
i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst;
og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper
da Guderne at give Hvad de eie,
og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund,
i denne Jordens Fedme, med min Styrke
jeg synes selv, jeg er en Flue paa
en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu
han ruger med sin Kølle.
Eva’ O fortørn
ei de alseende Guder! Se, om Dagen
er Solen over os, om Aftnen stiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
