Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 143
frie]Vien — Menneskets Guddom! — se, vi er saa
at vi med selvskabt Fromhed ofre tør
en Deel af vor Frihed, og være frie som før!
Messias.
Mennesket, ved første Synd,
sig Selv at kjende har begyndt.
Abiriels Kraft
ikke er i Manden tabt;
thi — som om han vidste,
denne Kundskab er den sidste,
inderst bleven
Aanden skreven
i dens Eyighed,
saa kun gjennem eget Væsen
(lysnende gjennem Livene)
Aanden Gud kan see —
stirrer, gjennem Muld og Blod,
Han sit Hjertes Dyb imod,
og med Taarefakkel ned
luder Han i Syndefaldet,
om han der sig Selv kan see;
men finder kun dets Dybde ved
dets Gjenlyd af hans Vee.
Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
hans Vemod kalder et lukket Eden.
Hans første bevidste Taare er
en Cherub med blinkende Glavind der.
Ved første hans Friheds Greb
han synes som en Storm ham rev
henover en Hede i Hvirvel og Nat.
Ved første Syndens Syn,
da først han ahner,
at ond for Jorden, af Himlen forhadt
han blive kunde:
han seer sig som reven hen iblunde
ad Stormens Baner
af vrede Lyn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
