Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 159
En Søn.
Græd ei vor Moder!
En anden Søn.
O, hun græder ei:
det er blot Vand. Det graa Håar smelter op.
En Datter.
Hør kjære Mo’r, der Ingen talte nu;
men det var Adams Suk, der vakte dig.
Eva.
Suk? Suk? Ak, Mandens Kraft
jeg knapt erindrer nu han ligger der,
som kantret Træbul . . . o det var
før Livet lukte sig, før disse Qvinder
i Frugtbarhed tvang deres Moder til
at sukke i sit Øde: da gik Eva
med rige Bryster som en Morgensky,
og Adams Blik igjennemlysned mig,
som Rosenknoppe, der min Haarlok brød.
. . Det var, før Mandens Ryg mod Jorden krøb,
som om den ledte efter roligt Skjul,
og før hans Sønners Kraft beskygged’ hans,
og før hans Sønnesønners Hovder voxed
(ak Haan i Kjerlighed?) som kaade Ranker
fra lave Steenmos, opover Adams Nakke:
da gik, liig en belivet Palme, Manden.
Nu er hans mægtige Aande, Skovens Storm
og Havets Skjærven, kun et Suk. — Et Suk?
Og Evas Barm, nys Livets Kildevover
— se rislende gjennem mine Sønner,
og sprudlende op i disse Barnehjerter,
og rislende saa og sprudlende saa til Jorden synker !
er — Fy! I gyse Døttre? — som et Lod
hvormed jeg maaler Dybet i en Grav.
(Adam sukker)
En Søn.
O disse Suk mig isne! Jeg vil gaae
og hylle dem i varme Offerdamp,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
