Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167Mennesket.
og jeg, for Hvad jeg saae, jo skjalv!
Ak, hist i Muld Jeg var kun heel og fuld
eet Øjeblik, eet Elskovs-aandedrag,
naar begge mine Dele (som Qvinden og som Manden)
omfavnede hinanden,
og blev eet Hjertes Slag!
Fra høieste Udsigt paa Jord: een Dag,
eet Liv jeg saae for Foden laae.
Men her fra min Gravhøi en Evighed
jeg skuer ud gjennem Himlene bredt!
Se, fremad igjennem Himlene den naaer,
tilbage i Støvet gjennem Ætten den gaaer
til sidste Grav — o Krandsens sidste Knop —
mens Selv jeg imidten paa denne Gravhøi staaer !
Hvor er min Svaghed? Thi jeg mindes,
at jeg sørgede engang,
da i tvende, trange, hule
Hjerter jeg mig maatte skjule,
før jeg ud af dette Minde
som en Himlens Blomme sprang.
Min Erindring — o hvor stor!
er mit hele Liv paa Jord,
fra mit første Ord til sidste.
. Ak, men alle synes mig
nu som Tanker fuldbevidste !
Tanken i det dunkle Skrig,
Angest eller Glæde fødte,
naar mig Jordens Syner mødte,
viser sig nu klar i mig.
Ja selv — en faver Drøm ! — jeg synes, som om
i Himmelen her jeg ikke ukjendt er;
som om det Navn, de høje Aander kalder
mig med, var Klang ifra min Barnealder;
som om jeg Ormene besøgte hist en Tid,
fordi min Frihed vilde stevne did,
og kommer nu af egen Kraft tilbage;
som Mands og Qvindes Skjønhed var et Slør,
det Døden af mit Væsen nu har draget;
som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel ;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
