Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 217
Men medens Jordens Skatte strømme saa
igjennem vore Handelsstæder, skyller
en Rigdom op sig under Borgernes
klæbrige Hænder. Og vi binde da
med gyldne Lænker Folkene til os;
men deres Sukke standse mod vor Muur,
hvorinden og paa Havets store Torv
vor Frihed vi i Eenrum ville nyde,
mens Slaver Haan, og Konger Trods vi byde
Mænd.
Ha, ha — I som vil bore Eders Fristater,
som Medædere indi Dynastierne,
jer Frihed i det lille Indelukke
vil være liig übændig Tyr i Tjor.
Vi Adel, hvis jert Tag os tækkes, kryber
indunder med; hvis ei, er’ eders Guldstykker
en Sæd, hvorfremaf Hersk’re ville spire.
I hade Kongenavn; men blandt Suffeter,
Senat, Consuler og Archonter,
Ephorerne, Patricierne, Dommerne,
et Scepter-neb sig reiser vel i Tiden;
hvad eller midtblandt Pøbelen sig hæver
en Kongeørn, der Nebbet fuult holdt skjult,
til høit nok, for at strække Halsen ud,
og klappe ud med Vingerne, han var
paa Folkets Aande hævet. Længe kydsk
og smekkerformet er ei Eders Frihed;
thi Vindesyge er dens Bug og Tænder;
og da, naar den er bleven næsten mæt,
Ærgjerrighed, dens Geilhed, bruser op,
og Sceptre reise sig. Mon yngles da
den gamle Yngel ei, som de vil flye?
Hvor langt mon kom I ved at gaae iring?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
