Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 227
Ak
Fremmede Præster.
Vi vade over den store Ørken,
med bare Been, fra Sibiriens Sumpe,
for Lama, den almægtige Gud,
at hilse paa med rige Gaver . .
En Konge.
Jeg er da Konge, mange Kongers Konge.
Min Krone er en Ring af mange Kroner,
som denne Muur en Muur om mange Stæder
Dog graaner Haaret under Kronen fort
som under Trællens Hue. Mens mit Scepter
er lige rankt, sig krummer dybt min Rygrad.
Ha, bort med blanke Skjolde, I Drabanter!
Jeg seer mit visne Aasyn — o . . o . . vee!
den blege Skygge af det stolte Aasyn,
Basunerne paa Kroningsdagen blæste
til Morgenskyer op og Sommersol.
Da i sin Herlighed det brændte . . Huf,
nu hænger det, liig frossen, skrumpen-ind
Melon i rimet Høstens Have gjenlagt,
og ikkun — det er største Tidens Haan —
herrundt mig synes mine Hoffolks Smiil
(skjøndt vel jeg veed, de ere kun listappe)
i Kronens Straaler som Viol og Roser,
som Liliestengler og som Morgendug.
. . Ha, skal jeg visne uden Spoer, imens
min Herlighed dens Ejer overlever,
og er — forrædersk! — lige herlig i
min Arvings . . ha, min Arvings! . . Hænder?
naturligt synes mig, om Verden visnede,
naar Jeg sank i min Storheds Fylde hen;
om Alting standsed’ om min Gravhøi i
sit Ringløb; om min Throne sortned, som
mit Askemindesmærke hen, naar dette . . .
. • Ha, om en Træl sit Hoved ståk end i den,
den vil dog funkle som min Kroningsdag!
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
