Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 257
Kongen.
(vinkende ham bort)
Hvad? Ha! Du Træl . !Du . . bort! Fra Kongen bort!
Manden.
Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede,
som Natten, naar en iilsom Lygte glimted.
Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tåge:
der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn,
i lange Sorg-nat Mindeskimt tilbage. (gaaer)
Kongen.
Ha, Kongen kan sin Slave ei befale
at sove hos hans Hustru! Se den Trodsige!
I visse Ting, de vigtigste, er Drotten
med Slaven stevnet for Naturens Domstoel,
og begge lænkede for Ligheds Skranker.
Men den, som Lænker bar ei før, de tynge,
saa han Naturen kalder Unatur.
Og prøver en unyttig Exception,
saa Parten leer og Dommeren sig hæver,
og siger: see mod Formen synder Kongen.
Dog Feilen er for latterlig til Straf."
— Gud! . . var du dog en mindre trofast Kriger!
Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked,
at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val
med Smertesblod og laae paa Klippeleie,
gjød i din Ægteseng sit Blod med Vellyst ;
men jeg din stolte Haan maa frygte, naar
du mærker Kongen sig til Kneb nedlod.
— Ha! Vel! hvad var en Kongemagt, hvis ei
han selv sit eget Hjerte kunde tvinge?
Det sukker; men min Læbe byder .
(til en Slave)
Kald
mig Uria!
(Manden kommer, kneler)
Dtøterverker 11. „
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
