Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.270
En Qvinde.
Moloch! Moloch! jeg gav dig Een!
Giv mig Diende fem igjen!
En Præst.
(til den grædende Qvinde)
Er du et Menneske, og hører, — hør
de dandsende Mødres Jubel, naar de lægge
Livsfostrene i Molochs Glofavn, naar
de lade dem igjennem Ilden løbe,
og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge
indslikkede i Flugten Ha,
er du et Menneske, dog saa fordærvet,
saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øine
nedblinke, som beruste, gjennem Røgen,
du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd
at favne om det Barn, han skabte selv?
det Barn, hvis Næse han indblæste Livet,
for engang op dets unge Hjertes Damp
i sine røde Næseboer at suge?
. . Ah, jo de samme Næseboer (du seer dem?)
hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag,
indtrak sig, da den frem af Baaus Bug
Zophasemim, de Verdensdele, Sol
og Stjerner og Allivet, havde blaest.
Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved,
og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker,
fordi dit Hjerte mukker, (ha, med Taarers
den vandige Veltalenhed !) dit Barn?
Qvinden.
Ak! — Vel! jeg vil . . 0 kom min lille Ada!
Se Guden hist er jo af Rosenblade!
Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af
mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked
her i mit Bryst, ei ene i mit Øre.
Jeg min ugudelige Frygt forsoner.
(ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
