Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket 311
Nu nærmer han sig ydmyg og beundrende;
og, som man pynter ud et Afgudsbilled,
saa stræber han at meer og meer udvikle
det deri værende Guddommelige,
og i dets forrige, guddommelige
Tilværelse hensætte det, og flytter
da uadskillelig selv med.
Den sande Vise seer i alle Væsner,
dog meest i dem, som ere lige ham,
og allermeest dog i sit eget Selv,
Gjenstande for en saadan Kjærlighed,
(thi Gud i Alting jo sig aabenbarer)
hvis Liv bestaaer i rastløs Stræben efter
at hæve Alle til hiint høie Liv,
hiin skjønne Himmel, til — Fuldkommenhed.
Og denne Kjærlighed har Lønnen i
sig selv: thi som dens Møie lykkes, som
dens Gjenstand blier den mere værd, saa maa,
den stige jo — o til uendelig Kjærlighed,
og den er Salighedens Hjerteslag.
En Mand.
Hvad vide vi med Vished? Sagde Sokrates
ei: dette veed jeg kun; jeg Intet veed?
Hvad bliver sikkert midt i disse Lærdomme,
der, byggede paa forskjellige Forudsætninger,
paa Fordringer, der ej bevises kunne,
gaae hver sin Vei mod det Uendelige . .
Hvad bliver sikkert uden, at vi leve,
og bør da nyde Livet uden Kummer
og uden fremmed og indpodet Troe?
Hvad bliver sikkrest mellem ti Cathedre,
hvert en forskjellig Læres Tordenskye,
for ei at blive gal? Jeg troer at stoppe
i Øret Fingrene og sidde stille.
Naar En vil lære os Tilværelsen
(som om vi havde nok ei med at kunne
jo baade tåge paa og føle den?)
ved en Udstrømmen; En ved Kræfter i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
