Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Messias. 391
bortsvide Lunkenhedens Mos, hvis den
vil overgroe mit skjønne, nye Tempel.
Mon ved mit Kors I gyse for at lide?
Apostlene.
Det ske dig ikke, Mester! Døe? . o du?
Ha, skulde ikke Himlens Lyn nedstyrte
paa Den, som rører dig, du Hellige?
Vi skulde være Mænd, og vogte ei
dig, selv med Sværdet?
Jesus.
0, I mine Venner
— ei Tjenere! — ei viis er eders Kjærlighed.
Da mørk og kraftløs Himlens Sandhed var,
om Skyens Gnist og Sværdglimt var dens Lys
og Styrke. Hører, sandelig jeg siger:
mit Blod skal vorde eders Blus i Mulmet,
mit Blod skal synes Eder Roser, naar
I træde Torneveien. Sandelig
jeg siger, under Himlens Pagt med Jorden
skal mange Indsegl gløde, dog først mit.
Mit Blod skal mætte Jordens Djævle meer,
end alle andre Sandhedsoffres.
Jeg segner ned i Dybet, forat fylde det.
Mit blodige Kors skal vorde Seirens Fane.
Naar Kampens Høvding falder, jubler Fienden
som var alt Seiren vunden — ha mon ei
hans Blod opgnistrer Modet i hans Venner,
hvis de ham elsked? frem de styrte atter,
som om hans Aand paa hvert et Glavind reed
de rive Seiren til sig, for med den dog
at kunne dække ham. — Jeg døer.
Jeg blotter Støvets Synd, og Støvet, i
sin første Blusel, derfor hader mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
