Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.424
Præster
Ha!
Budet.
Ja, skubbende mig mellem Mænd og Qvinder,
med Diende paa Armen, Smaaebørn hængende
i Skjørterne, og Drenge, skrigende
afsted paa Kjeppe-foler, Salems Jomfruer,
der glemte Sabbaths-pynten selv og Møens
ærbare Trippen, løbende afsted,
som Ørknens Aseninder (blussende
af lilsomhed, forsvandt de, Roser liig,
dem Vinden slynger paa de smekkre Qviste,
og bøjer ned udi det høie Græs) —
ja endelig, eet Skridt tilbage skubbet
for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid
med — tomme Hænder.
Præster.
Ha, ved Jacobs Herlighed,
som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer
igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien,
den Salems Rosenlæbe, er fortært.
Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød?
Budet.
Skal jeg bekjende: saa — I hellige Fædre!
som Han, end talte intet Menneske.
Præster.
Vee, Træl!
Budet, (skjælvende)
Nei, skal jeg sige Sandhed,
da var han i Bethanien midtimellem
de store Skarer, der med Taarer hørte
ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør,
skjøndt Qvinder kun ham nærmest stimled om,
vel gjemt saa godt som Arken blandt Cheruber
thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte,
dem hviske mellem sig: bi! snart Messias,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
