Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Messias. 511
Abiricl i sin Styrke flammer! —
sin Villie, sin Aandevinge strammer:
da Angeren hensynker bag
dens kraftige Daad: dens Vingeslag.
. . . 0 da, naar den seer,
at Angeren selve ei evig er,
at Aanden har Kraft til at hæve sig fra
den Nat, den udaandede selv om sin Daad
og gav til Stjerner sin Graad,
til seraphlyse Himle . . 0 da,
naar Støvet sin frelsende Høihed naaer:
naar Adam i Taarer forstaaer,
at Aanden forsoner, udsoner sig Selv
. . o da er Menneskets Sjel
selv Frelseren her, det Øieblik,
fra Golgatha han til Himlen gik:
da salige Aander i Dødens Stund
opfanged hans Aand paa den blege Mund,
mens Jordens forvirrede Skrig
i det ene Øre (i samme Secund
det lukkede sig)
hendøer, mens det Andet opfyldes
med Himlenes Hilsen, Forklaredes Hyldest.
Saa fatter, saa reent som Englene selv,
i Støvet Abiriel
Forsoningens, Frelsens Evangel.
Saa er det Abiriel troer.
Saa reneste Abiriel, Jesu Sjel,
i Alle indstraaler igjennem hans Ord,
og spreder den Phuniel-Skygge, der end
Abiriel følger:
(I gøglende Former,
snart frem den sig bølger
som tusmørke Tvivl,
snart frem den sig ormer
i Sværmerens Smiil.)
Men, se, den visner med Støvet hen;
og reen Abiriel, sand og klar,
af Blodet, Cajahels Livsensdaab,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
