Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Papegøien. 49
— — Brudt overtvert? Ha, bryde overtvert! Slaven er ikke
længer Slave fra han fatter Tanken, at bryde overtvert med sin
Tyran: hans Frihed er til fra da, ligesom Mennesket er til fra
Undfangelsesstunden. Jeg vil plappre dette efter den unge Pohlak
til jeg faaer Mod. Det er en smuk Tanke sagde Digteren, da han
hørte det, og skrev det op i sin Tegnebog. Det er en smuk Tanke
for Polakker, sagde han i den Tanke at sige den Fremmede en
Compliment. Og for alle Danske Mænd, sagde denne. Og for alle
Mennesker, sagde en Mulat. Og for alle Mennesker, raabte jeg
efter. Men ikke for Papegøier, sagde Digteren med et Blik paa
mig, hvori Lænker glittrede. Jo, ogsaa for Papegøier, sagde en
Franskmand; flye til dine Akacier, flyg til din Skog! — Hu! da han
sagde Skog" forgik strax min Heroisme. Jeg tænkte paa Alferne
under Træerne, der kunde have sluppet mig som Papiirdragen, der
kan hales ind naar man lyster. Jeg borede Nebbet ind i min bru
sende Kro, en Natuglehinde trak sig over mine Øine ; — ak ogsaa
indenfore dandsede de Forfærdelige; og jeg følte mig greben af
de natlige Magter.
Ve, det er nok saa, at jeg intet maa haabe af mig selv. Da
jeg misbrugte mine egne Kræfter, er jeg hjemfalden Andres. Jeg
maa lade mig drive af Omstændighederne : selv vil jeg ikke —
som dog Alferne bød — kunne fremhævde et Menneske af denne
jammerlige Skikkelse. Thi baade er der Noget i mig, som lokker
mig til at opoffre mig selv alene for at spilde deres Hensigter og
narre min Onkel; og det lader til at Menneskene ligesaalidet
ville erkjende det Gode ved dem, der synes under dem, som ved
dem, der ere over dem: delte i Egoister og Sværmere, see de
enten kun sig selv eller sine Ideer : de Første afgrændse sig med
uoverstigelige Mure ; de Sidste sidde paa en übestemt liden Flek
i maalløse Ørkener: til Begge er det lige vanskeligt at komme.
Dette lærte jeg af en Misanthrop, som passerer for en Viismand.
Men jeg kløede mig ligesaa dybt ind bag det andet Øre hvad en
meget munter Fyr, der ligeledes er en Viismand, sagde om Haa
bet, nemlig at det bærer Lykken paa Brystet, Ulykken paa Ryg
gen. Og da Onkel Tobias sagde, han ikke forstod det, omend
skjøndt han altid skal forestille den jevne Fornuft: erklærede
Viismanden, idet han skiftede Smiil, at Ulykken er saameget bedre
end Lykken, som hiin har alt eller meget, Denne intet at haabe;
Digterverker 111. 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
