Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jan van Huysums Blomsterstykke. 95
Ingen fattes; ikke Een.
Gud i disse Blomstre givet
atter har jer Alle Livet.
Gud har eders Sjeles Blod
gydt i disse Planters Rod,
saa jeg hvert Lineament
seer i Blomsten velbekjendt,
hører elskte Hjerters Banken,
føler Pulsen, læser Tanken,
seer bekjendte Øjnes Straaler
i de fine Blomsterskaaler
klart som nogensinde før.
Ja, hvad Under Gud dog gjør!
Tidens sønderbrudte Krands
har han atter sammenbunden :
smigrende som Ammemunden
hvisker til min vakte Sands
gamle Dage ved mit Øre.
0 hvad Toner faaer jeg høre!
Margarethas Stemme leer
blidt som forhen under Grenen,
den som rasler paa Syrenen;
Blomstens fine Violet,
Blaat og Rødt i Hvidhed badet,
endnu dæmpet meer bag Bladet,
er — o tør jeg løfte det?
tør et Underværk jeg granske? —
jo grangiveligt og ganske
hendes Sløjfes egen Let,
som hun sad der dagligdags,
med det fromme Hoved bøjet,
over Søm og Strikketøjet,
syslende med Alleslags.
Jeg var meer end blind, om ei
jeg min Annalidens Øje
flux gjenkjendte grant og nøje
her i denne Glemmigej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
