Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jan van Huysums Blomsterstykke. 97
fanget af en Cherubin
i et Blomsters Maskenet,
i en død Blaaklokkes Lim,
du er min Elisabeth,
Hyacinths Tilhørerinde,
som ham kunde bedst forstaae,
med de store Øjne blaae
af sin Tro aldeles blinde.
Kjendte jeg mit Barn, mit bedste,
havde jeg en Faders Hjerte,
om jeg ej Narcissas Smerte
her i Pintseliljen læste?
om jeg ikke meer forstod
hvorfor hun er uden Blod,
paa hiint skarpe Purpurskjær,
paa hiint sikkre Flammebilled,
af den Fæstensring, som brødes
kun af Døden, som den Dødes,
som paa hendes Kinder spilled,
paa den hede Draabe nær,
som jeg angest saae paa Kinden
i Fremtindren og Forsvinden?
Ve, sin Stribe af Karmin,
Arret efter Smertens Bid,
Dødens Judaskys indsvi’d,
bærer endnu hendes Kind!
Stjernen er ej hvid som denne,
syge Perle ei saa bleg
(Liljen, som af Mulden steg,
er jo vistnok ogsaa Hende),
Dybets Glød, Korallens Brand,
solskinmættede Rubin
tindrer ej saa hedt som hiin.
Ve, om efter disse Mærker,
som hvert Øjekast forstærker,
om jeg da med grum Forstand,
med en Ravnefaders Vilje,
Digterverker V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
