Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 Digterverker.
Carlo.
Vogt dig, hule Munk!
Jeg kunde tåge, hvis du blinder mig
med slige Farver, dine egne Ord
for Skurkens Gjerning. Tirr mig ikke mere!
Mazoliero.
Betænk, for Venskabs Skyld opoffred han
din hulde Søster! Skaan ham derfor! . .
Carlo.
Derfor?
Derfor han burde tifold døe, afpiint
med Livet, og dets Smerter gjenindtryllet.
Opoffrede? Det siger du saa koldt?
Opoffred? Hvem? En Bondepige? Eller
en af hans Lidoskjøger? Død og Helved!
Forband mig, hvis jeg ikke tåger Hevn
meer grum og seen, end tog jeg ham aflive.
Dig vil for Stands og Aars Skyld jeg tilgive.
Mazoliero.
Mit Raad er spildt .
Carlo (styrter ud).
Mazoliero.
Men i en frugtbar Revne.
Kun frygter jeg, at Verden ei kan hevne.
Der maa Beregning til og Kulde — da
gaaer Alting vel den sikkre Haand ifra.
Thi Verden, Guds Natur, et Værksted er
fra Smedens Dødsfald aabent for Enhver,
som smede kan . . Og, hvi, naar jeg det lærte,
da ei en Nagle for min Fiendes Hjerte?
Er det ei vakkert eller strengen Ret,
til Prikke det dog ligner Mennesket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
