Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forsoningen. 387
ere, ihvor rappe,
imod Skjebnen slappe:
Jeg og Manden
mod hinanden
førtes dog af den.
Mødt i Farten
har jeg Parten
just i min Proces.
Han er gammel bleven,
Panden fuldt beskreven,
Haaret visnet,
sølverisnet,
blegt som tørret Græs.
Begge ville
Vi staae stille;
Ingen Synet troer.
Munden, overrasket,
hænger slåp og lasket.
Øjekuglen,
som paa Uglen,
stirrer stiv og stor.
Men vi lægge
fluxen Begge
Haand til Hat med Buk.
Er De ikke, Kjære . . ?
Har jeg ei den Ære?"
Jo, min go’ Mand,
jeg er HomannF
svarer han med Suk.
Hvorfor sukke?
Lad os lukke
os i Aften ind,
os en Bolle lave,
hvori vi begrave
et forvittret
Had, som bittret
engang har vort Sind!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
